Vægtere i Ringsted i gamle dage fra 1683 til ca. 1850
|
 |
De havde ikke skyde-våben, men de havde en "morgenstjerne", en jernugle med mange spidser på en lang stang.
De skulle tænde lys i gadelygterne.
De skulle også begrave fattige mennesker, som ikke havde penge til en fin begravelse.
De skulle fange og dræbe hunde, som ingen ville have.
Vægterne skulle også slå alarm, hvis de så et hus, der begyndte at brænde.
De skulle synge en lille sang, et vers hver time, så man vidste, vægterne ikke lå og sov, når de var på arbejde.
"Vægter" betyder en person, der holder vagt = passer på, at der ikke sker ulykker eller kriminalitet.
Vægterne blev erstattet af politi omkring 1850.
Den sidste vægter i Ringsted hed Jørgen Andersen. (gamle Jørgen vægter) Han var vægter i 42 år. Han blev 83 år og han døde i 1918.
Top
Erindring om de gamle Vægtere i Ringsted (ukendt forfatter)
Husbond, Pige eller Dreng,Da er det paa de Tide,
Man føje sig til Seng.
Befaler Eder Herren fri,
Vær klog og snild,
Vogter Lys og Ild,
Vor Klokke er slagen Ti.
Saaledes lød de gamle Vægteres Sang hver Aften KI. 10 gennem Byens Gader indtil omkring Midten af forrige Aarhundrede. Saaledes havde den lydt for Slægtled efter Slægtled. Hvor gammel Vægter-Institutionen egentlig er, vides ikke bestemt. Deri stammer antagelig fra Middelalderen, hvilket fremgaar af Københavns ældste Stadsretter, idet der i 1294 nævnes at have været Natvægtere i København.
Der var dengang meget strenge, Straffe for Overtrædelse af Ro og Orden i Gaderne om Natten; saa strenge endda, at det kunde koste indtil at miste sin Hals for at slaa paa en Vægter.
I en Stadsret fra 1443 hedder det angaaende Vægterne:
Naar en Vægter, efter at Klokken er slagen ni, nogen
antræffer paa Gaden, da skal han ham lede til sit Herberg.
men har han ikke Herberg, da skal han stille, Borgen
eller sættes i Stadens Gjemme indtil om Morgenen,
og skal han da gjøre Regnskab for sig, hvorfor han gik
saa sildig paa Gaden.
Vægter-Institutionen er gennem Tiderne undergaaet forskellige Forandringer. I en Forordning af 1670 hedder det, at ingen efter Mikkelsdag maatte lade sig finde paa Gaderne uden tændt Fakkel eller Lys.
Gadebelysning var en Luksus, man ikke kendte i den Tid. Først omkring Slutningen af det 17. Aarhundrede hører man om Gadebelysning. Det blev, efter at denne var indført, Vægternes Arbejde at tænde og slukke Gadens Lygter til de behørige Tider. Vægteren skulde selv være forsynet med en Haandlygte og desuden altid være i Besiddelse af en Stige til Brug, naar Lygterne skulde sættes i og ud af Funktion.
Ringsted var ikke nogen Foregangsby paa Gadebelysningens Omraade i gamle Dage. Byen ejede i 1815 kun een Gadelygte, paa en Pæl paa Torvet, foruden en anden Lygte, der dog vist ikke var i Funktion, men kun var indlemmet i Byens Aktiver, hvilket fremgaar af en Specifikation over Ringsted Købstads Ejendele, affattet af daværende Borgmester og Byfoged Harhoff, og som spænder lige fra Byens Raadhus til to Kæmmekamme.
Ringsteds Vægtere har saaledes ikke paa daværende Tidspunkt været overbebyrdet med Hensyn til Pasning af Gadens Lygter. Det har næppe været noget stort Lyshav, der udstrømmede fra disse Datidens primitive Tranlygter. Dette havde naturligt til Følge, at Spasmagere og Urostiftere bedre kunde drive deres Løjer og Drillerier mod Vægterne. Disse var ofte udsat for Plagerier og Drillerier af kaade og lystige, unge Mennesker, undertiden af grov Art. Dog var man i Almindelighed glad for Vægterne.
Var der en Urostifter, der stillede sig for meget paa Bagbenene hændte det, at et Par af de værdige Ordenshaandhævere slog en Klo i Nakken paa Stymperen, og efterfulgt af Byens Læredrenge og andre Spilopmagere førte de ham med stram og værdig Mine til den dertil indrettede Salon paa Raadstuen.
Naar en eller anden mere adstadig Borger ved Nattetid og efter et Sold havde Vanskelighed ved at finde hjem eller at finde Nøglehullet i Porten, da var Vægteren en god Hjælp. En Drikkeskilling stukket ud paa rette Sted kunde gøre Underværker. Det betalte sig som Regel at være gode Venner med Vægteren; det kom altid tilgode, naar en vanskelig Situation forelaa. Havde en Person kigget saa dybt i Bægeret, at han ikke mægtede at staa paa Benene, da var Vægteren ogsaa den frelsende Engel, selvom dette just ikke skete paa den blideste Maade. Man slængte ham paa stigen, der som før nævnt altid var ved Haanden, spændte ham fast til denne ved Hjælp af Vægterens Bælte, der netop var indrettet til det samme, og derefter gik det under tunge Støvlers. Drøn mod Raadstuen, der altid gæstfrit aabnede sine Porte for saadanne Gæster, der nød den ære at komme under Vægterens beskyttende Vinger.
Top
| Til
Vægternes, udrustning hørte foruden Lygte
ogsaa en Vægterpibe, hvormed de kunde tilkalde
Hjælp hos de andre Vægtere eller alarmere
Hjælp i Tilfælde af Ildebrand. Som Dragt bar de en
svær Kappe, et Læderbælte om Livet, et
Par lange Støvler samt som
Hovedbeklædning en Kabuds. Desuden var de
bevæbnet med en Vægterstav, der var forsynet med en
Jernpig, og som blev brugt til at purre op i Tranlamperne med, naar
disse blev for søvnig. Denne Stav var ogsaa en god
Støtte for Vægteren i glat Føre. Ikke
mindst var den et godt, men frygtet Vaaben i Vægterens Haand,
og det var ikke rart for dem, der var saa uheldige at føle
Vægterens Stav danse paa Rygstykkerne, hvilket ofte
hændte, naar Brændevinen var gaaet for meget til
Hovedet paa Urostifterne, eller naar Krigerblodet kom for
stærkt i Kog. Dog, Vægterne vilde helst have Fred
og undgik saa vidt muligt Arrestationer, da disse voldte alt for megen
Ulejlighed. Man søgte derfor helst at afgøre
Sagen paa Pladsen. |
 Vægtertype fra 1832. Efter Tegning af Forfatteren. (Kopi efter en gammel Illustration.) |
Vægterne samledes som Regel paa Byens Raadhus hver Aften umiddelbart før den Tid, de skulde. paabegynde deres Ture gen¬nem Gaderne.
Vægterne i Ringsted, hvoraf der senest var fire (fra den tidligste Tid kun to), gik hver Aften ud fra Torvet, om Vinteren Kl. 9, om Sommeren Kl. 10, hvorfra de skiftevis for en Uge ad
Gangen hver Time gik deres vante Tur, og indtil Morgenen brød frem, sang de gamle Vægtervers eller i Mangel deraf ved Raab markerede. Nattens Timer. Endvidere skulde Vægterne ogsaa i gamle Dage raabe, fra hvilket Hjørne Vinden blæste. Naar de var færdige med en Tur, og indtil de atter den næste, Time skulde paa Vandring, satte de sig som Regel fredeligt til Rette i deres lille Vægterhus for der at blunde lidt eller tog Plads paa en af Byens Trapper.
Af saadanneVægterhuse var der et paa Torvet, et i Nørregade et paa Lille Torv og senere et paa Næstvedvej. Disse Vægterhuse var almindeligvis fastgjort paa enJernstang, der gik op i Sædet, og kunde drejes rundt efter Vinden. Der var lige netop Plads til Vægteren. Med disse Skilderhuse drev Byens Læredrenge og andre Spøgefugle deres Løjer. Det var særlig Skomagerdrengene, der var paa Spil. De repræsenterede jo ved deres store Antal en vis Styrke.
Byen havde omkring Midten af forrige Aarhundrede ca. 40 Skomagere. Man vil da forstaa, at Skomagerdrengenes Antal maa have været stort. Det var en meget yndet Fornøjelse for disse Gavtyve at liste sig hen til Vægterhuset, naar dets Beboer fredelig sad og blundede, og dreje dette rundt i fuld Fart. Naar Drengene endelig slap deres Tag, varede det ofte endnu en Stund, før Huset standsede, og den mere eller mindre søsyge Mand kunde komme ud. Kunde yderligere disse opfindsomme Knægte faa fastgjort en af deres Læste¬kroge paa Kanten af Huset, da var der særlig Fart i Karrusellen. Det hændte naturligvis ogsaa, at der vankede over Fingrene af Vægterens Stok.
Af de sidste Vægtere i Ringsted fra den gamle Tid vil endnu kunne huskes: Christen Vægter, Niels Vægter, gamle Jørgen Vægter og Ole Vægter, "Ole Mand", som han altid blev benævnt, og hvem Drengene ofrede en særlig Interesse. Dette morsomme Tilnavn havde Konferensraadinde Harhoff æren af. Ole havde tidligere været Kusk hos Konferensraaden. Samtidig tjente der en yngre. Karl af samme Navn. Konferensraadinden fandt da paa at kalde førstnævnte Ole for Ole Mand, og dette Navn lød han til sin Dødsdag. Samme Ole Vægter var ikke af de modigste, og dette vidste Drengene. En Aften, da han gik sin Tur fra Torvet ned gennem Søgade, saa han pludselig et hvidt Spøgelse komme. hen imod sig. Ole standsede rædselslagen, bredte højtideligt Armene ud og raabte med rystende Stemme:
Top
Vægterhuset paa "Lillle
Torv" i Ringsted. Billedet er fra ca. 1876. |
"Er du en Aand, saa vig fra mig, men er du et Menneske, saa sig det!"
Nævnte Aand, der repræsenteredes af en Skomagerdreng med et Lagen over sig, kunde ikke længere opretholde Situationens Alvor og gav sig til. at le højt. Da Ole Vægter opdagede, at han havde været til Nar, fik han pludselig et Overmaal af Mod og forsøgte at forfølge omtalte Spøgelse.
- Din store Laban! - Ogsaa fulgte et af Oles kendte Kraft-dtryk, af hvilke han ejede en Rigdom. - Nu skal du komme op i Struwes Schac! - (En Benævnelse for Kachotten i Forbindelse med, at Arrestforvareren hed Struwe, afdøde Sadelmagermester Struwes Far.)
Som sædvanlig kom Ole Vægter tilkort. Hans store Kappe og tunge Støvler hindrede ham yderligere i at faa, fat paa sit Offer, der jo var langt lettere til Bens
Det var ogsaa meget almindeligt, naaren Vægter skulde begive sig paa sin vante Tur, at han da blev efterfulgt af en Flok Drenge, der efterlignede hans Sang eller Raab eller undertiden helt forhindrede ham i at faabegyndt.
- Hold Kæft, Drenge! lød det da fra Ole Mand. Jeg er ude med Raav'et! (Raabet.)
Ogsaa et andet lille Træk giver et morsomt Billede af Nattelivet i den lille Købstad i gamle Dage. Man søgte paa alle mulige Maader at drive Gæk med Vægterne. En Nat var nogle af Byens Spillemænd paa Vej hjem fra et Bal, hvortil de havde spillet. De fik da den barokke Ide, at Orkestrets Basspiller med sin Kontrabas skulde postere sig i Byens Nødtørftshus, populært kaldet "Vandtaarnet", der i gamle Dage havde sin Plads paa Torvet. Et øjeblik efter lød i den sene Nattetime Kontrabassens dybe Toner ud over Torvet til stor Moro for de andre Spille-mænd. Resultatet udeblev ikke. Vægterne for forskrækkede til. Aldrig havde de hørt saa mærkelige Lyde fra dette Hus.
Et strengt og ensformigt Liv var det at være Vægter i gamle Dage. De maatte ofte døje megen Kulde og andet ondt. Intet Under, at de paa deres Runde af og til kiggede indenfor i Bag¬butikerne i de gamle Købmandsgaarde og fik lidt paa Flaskerne til at modstaa Kulden med (de store Opslag paa ærmerne af af Kappen var som skabt til Gemmested for saadanne smaa Lærker).
Der var noget stout over Vægterne, især naar de ved særlig højtidelige Lejligheder mødte frem i fuld Galla med Morgenstjerne og hvad der ellers hørte til. Morgenstjernen var et Vaaben, der oprindelig stammede fra Middelalderen, men blev i de senere Aar kun benyttet, naar Vægterne optraadte i Galla, f. Eks. naar de ved Nytaarstid gik rundt og frembar deres Nytaarshilsen for Borgerne for derved at erholde et Tilskud til deres ringe Løn, der for en stor Del bestod af Sportler ifølge et gammelt Købstadsregnskab fremgaar det, at Vægterens Løn blev betalt gennem en Vægterskat, der blev opkrævet hos Borgerne hver Uge. Dertil et mindre Tilskud til Sko og Strømper og end¬videre et Beløb til Tran og Bomuld til Vægternes Lygter.
Mange forskellige Hverv blev mellem Aar og Dag betroet Vægteren, der gerne ydede sin Tjeneste, naar man bad ham derom, og var glad og taknemlig, naar han til Gengæld blev vist en lille Opmærksomhed.
Skulde nogen purres ud af Søvnens Arme i en af Morgenstundens tidligste Timer, f. Eks. Bagerne, kunde man trygt overlade dette Hverv til Vægteren. Eller naar Pigerne i de gamle Borgerhjem skulde kaldes op til Storvask. Som Tak derfor fik Vægteren sig en ekstra Kop Kaffe og en lille Passiar, indtil næste Time atter kaldte ham frem.
Efterhaanden bortfaldt dog en Del af de Pligter, der tidligere havde paahvilet Vægterne, saaledes at disse i det væsentligste kun havde at varetage de almindelige Ordenspligter, indtil Vægter-Institutionen ophævedes.
Den egentlige Vægter-Ordning blev ophævet i sidste Halvdel af forrige Hundredaar.
Der var trods alt noget hyggeligt og fredeligt over de gamle Vægtere, naar de gennem Nattens Timer sang de vemodige og smukke Vægtervers, indtil de til Slut lod Morgentimernes Sang lyde for atter at kalde den sovende By til Live:
Nu skrider Natten sorte,
Og Dagen stunder til,
Gud lad dem blive borte,
Som os bedrøve vil!
Vor Klokke er slagen Tre.
O, Fader from!
Til Hjælp os kom,
Din Naade os betee!
Ingen kan med Bestemthed sige, hvem Forfatteren til Vægtersangen er. Det nævnes at være vor store Salmedigter Thomas Kingo. En af mine ældste Meddelere har fortalt mig, at det var en Fange, der i sit Fængsel har skrevet de smukke Vægtervers og som Tak derfor blev givet fri. Dette lyder smukt, men er dog sikkert kun et Sagn.
Mange af vore store Digtere har gennem Tiderne besunget de gamle Vægtere. Et vist poetisk Skær hviler over disse karak¬teristiske Skikkelser, der saa fast var knyttet til Folkelivet i gamle Dage.
Top
| Jørgen
Andersen - "Gamle Jørgen
Vægter" - vil endnu kunne huskes af den ældre
Slægt. Han hørte til de sidste af de gamle
Vægtere, inden man gik over til Ordningen med
Natbetjente. Han var Vægter i Ringsted i 42
Aar, hvor hans stoute Skikkelse var med til at præge Byens
Gadeliv i forrige Hundredaar. Jørgen Vægter vil
ogsaa huskes fra den gamle "Bang'ske" Købmandsgaard
i Sct. Hansgade (nuv. "Alliance"), hvor han i mange Aar virkede ved
Gaardens Landbrug, foruden at han hver Nat pligtopfyldende passede sin
Vægtergerning. - Død 1918, 83 Aar gammel. |
 Jørgen Andersen |
 "Den lille Hans med Trofast", som man morsomt benævnede ham og hans Vogn. Disse to var uadskillelige og dannede i mange Aar et typisk Gadebillede i Ringsted. Hans (Hans Petersen) var Murerarbejdsmand hos afdøde Murermester Duderstadt. |
Hvorledes man i Ringsted narrede Vægterne
TopDe ældste nulevende Ringstedere vil endnu kunne huske de gamle Vægterhuse, som havde deres Plads forskellige Steder i Byen, - et paa Torvet, udfor Sparekassen, et i Nørregade, et paa Lille Torvet og et paa Næstvedvej.
Naar Vægterne var færdige med en Tur, satte de sig som Regel til Rette i deres lille Hus for, at blunde lidt, inden de ved næste Timeslag skulde paa Vandring gennem Byens Gader igen. Det kunde ogsaa ske, at de tog Plads paa en af Byens Trapper.
Vægterhusene var fastgjorte paa en Jernstang, der gik op I Sædet, og kunde drejes rundt efter Vinden. Der var lige netop Plads til Vægteren. Med disse Skilderhuse drev Byens Læredrenge og andre Spøgefugle deres Løjer. Det var særlig Skomagerdrengene, der var paa Spil, og af Skomagerdrenge var der i Ringsted særlig mange.(Ringsted var jo i gamle Dage Skomagernes By). Det var en meget yndet Fornøjelse for Gavtyvene at liste sig hen til Vægterhuset, naar dets Beboer fredeligt sad og blundede, og dreje det rundt i fuld Fart. Naar Drengene endelig slap deres Tag, varede det ofte endnu en Stund, før Huset standsede, og den mere eller mindre søsyge Mand kunde komme ud. Ifald de opfindsomme Knægte desuden kunde faa fastgjort en af deres Læstekroge paa Kanten af Huset, var der særlig Fart i, Karussellen. Det hændte naturligvis ogsaa, at der vankede en over Fingrene af Vægterens Stok.
Overfor saadanne Gavtyve kom Vægteren næsten altid tilkort. Hans store Kappe og tunge Støvler gjorde det besværligt for ham at faa fat i sit Offer, der jo var langt lettere til Bens.
Man har fortalt mig, at der særlig var een Vægter, "Ole Vægter", eller. "Ole Mand", som han altid blev benævnt, hvem Drengene særlig interesserede sig for. Samme Ole Mand var ikke af de modigste, og dette vidste Drengene. En Aften, da han gik en af sine vante Ture, saa han pludselig et hvidt Spøgelse komme hen imod sig. Ole standsede rædselsslagen, bredte højtideligt Armene ud og raabte med rystende Stemme: - Er du en Aand, saa vig fra mig, men er du et Menneske, saa sig det! Nævnte Aand, der repræsenteredes af en Skomagerdreng med et Lagen over sig, kunde ikke længere opretholde Situationens Alvor og gav sig til at le højt. Da Ole Vægter opdagede, at han havde været til Nar, fik han pludselig et Overmaal af Mod og forsøgte at forfølge omtalte Spøgelse, men opnaaede som sædvanlig kun at faa udgydt en Salve af Kraft. udtryk, af hvilke han ejede en Rigdom.
Det var ogsaa meget almindeligt, naar Ole Vægter skulde begive sig paa en af sine Ture, at han da blev efterfulgt af en Flok Drenge, der efterlignede hans Sang eller Raab og undertiden helt forhindrede ham i at faa begyndt. - Hold Kæft, Drenge! Jeg et ude med Raav'et! (Raabet - ude at raabe).
Ogsaa et andet lille Træk fra Ringsted giver et morsomt Billede af Nattelivet i den lille Købstad i gamle Dage. Man søgte paa alle mulige Maader at drive Gæk med Vægterne. En Nat var nogle af Byens Spillemænd paa Vej hjem fra et Bal, hvortil de havde spillet. De fik da den barokke Ide, at Orkestrets Basspiller med sin Kontrabas skulde postere sig i Byens. Nødtørftshus, der i gamle Dage havde sin Plads paa Torvet. Et øjeblik efter lød i den sene Nattetime Kontrabassens dybe Toner ud over Torvet til stor Moro for de andre Spillemænd. Resultatet udeblev ikke. Vægterne for forskrækkede til. Aldrig havde de hørt saa mærkelige Lyde fra dette Hus.
Der var trods alt noget hyggeligt og fredeligt over de gamle Vægtere, naar de gennem Nattens Timer sang de vemodige og smukke Vægtervers, indtil de til Slut lod Morgentimernes Sang lyde for atter at kalde den sovende By til Live.
Lauritz Hansen.
Klædedragter 1726-1863
Top
Top
